Basis-armbåndet har i over et år været begærsobjekt numero uno for mange selvtrackere.
Uret, der har indbygget accelerometer, fugtighedssensor, pulsmåler og termometer, lignede for mange ‘one tracker to rule them all’ - klasser bedre end Jawbone, Fitbit, Nike Fuelband og alle de andre.
Som vi skal se er det nok at påstå lovlig meget. Men smart er det, og jeg er vældig tilfreds med armbåndet, der så vidt jeg kan se giver noget mere præcise resultater og mange flere data at dykke ned i, end de konkurrerende dimser.
Svært at få fat i
Armbåndet har dog været forsinket voldsomt. Det skyldes blandt andet patentspørgsmål og jura, udover almindelige udviklingsudfordringer.
Nu er der dog endelig sluppet et lille parti løs til de heldige, og jeg er en af dem!
At det lykkedes at få (lov at købe) et Basis-ur skyldtes lige dele held og årvågenhed. Jeg var ret tidligt ude på emaillisten, og var så samtidig svineheldig at sidde klar ved maskinen da der kom besked om at Basis endelig var til salg.
Det krævede dog lidt fiksfakseri med amerikansk adresse og brug af min US iTunes-identitet at få lov at købe, så der gik lige 30 minutter hvor jeg sad og opdaterede ordren og udfyldte nye informationer løbende, før jeg endelig fik lov at trykke køb og fik bekræftelse.
Det var i december. Selve uret landede på mit håndled mandag den 7. januar, og jeg har altså nu brugt det en uges tid.
Her følger de første indtryk (jeg vil ikke her gennemgå teknikken, som man i stedet kan læse mere om hos Basis):
Clunky, men solidt og nemt at bruge
Designet er forholdsvis rent og enkelt, og byggekvaliteten er god. Selv uret er dog lidt clunky og stort, men er man vant til at gå med ur (måske endda et dykkerur) vil man føle sig helt hjemme.
Displayet er lidt kedeligt, dog, men man skal jo heller ikke gå og se på det ustandseligt. Under klokkeslettet vises hele tiden en lille mand, som er på vej henover skærmen, og som symboliserer om man har opnået det antal skridt man har sat sig som mål. Så lidt funk er der trods alt…
Man kan ved små, berøringsfølsomme knapper skifte mellem forskellige visninger. Udover tid kan man se skridt, hjerterytme og forbrændte kalorier. Alt andet kræver at man kobler Basis til sin computer via USB - fordi de tilhørende mobilapps ikke er klar endnu.
Det er selvfølgelig noget knald, men fremover vil man altså via Bluetooth også kunne tjekke sine data løbende på mobilen, lover de.
Uret ser i øvrigt ud til at holde 3-4 dage på en opladning (igen via USB), og tiden må vise hvor stort et hit det tager, hvis man også skal bruge Bluetooth. Det kan været at det går lige op med, at jeg til den tid måske ikke længere hele tiden går og tjekker hvor langt jeg har gået, hvad min puls er, og hvor mange kalorier jeg kan tillade mig at spise…
Vaner, indsigt og data
Udover de tilsyneladende ret præcise målinger er det egentligt interessante mest at finde på Basis’ site, hvor man finder det de kalder Habits, Insights og Data.
Habits er små udfordringer man kan give sig selv. Antal skridt. Fast sengetid. Flere timer med højaktivitet, og så videre.
Insights er korte analyser af ens aktivitetsniveau pr dag. Også med opsummering af søvn, etc.
Data giver mulighed for at man virkelig kan gå i dybden, zoome ind og ud og se på data ned til minut-niveau. Hvor mange kalorier jeg har forbrændt, hvad min hjerterytme har været , hvor fugtig min hud har været, min temperaturudvikling og hvor mange skridt jeg har gået - enten på graf eller visualiseret, fx forskellige nuancer af orange og rød for hvor mange kalorier forbrændt pr time.
For eksempel kan jeg minut for minut se hvordan min puls ligger om natten - nede omkring de 35-42 slag i minuttet - og jeg kan se at jeg i mellem kl 8 og 9 mandag morgen, hvor jeg blandt andet cyklede på arbejde, forbrændte i gennemsnit 2.8 kalorier pr. minut.
Den slags er jo i første omgang bare enormt fascinerende, men kan på den lidt længere bane forhåbentlig give god mulighed for at tilpasse kost ift det daglige aktivitetsniveau, gøre mig lidt klogere på mine søvnmønstre, eller hvad det nu er.
Små bugs
Som sagt er jeg ret glad for Basis-uret, men det er ikke helt problemfrit.
En potentiel irritation for nogle vil nok være, at der fx er klar forskel på det antal skridt der bliver målt med min Fitbit og så Basis. Basis skriver dog selv at de med vilje ikke tæller småfutteri rundt i lejligheden, men først når man rigtig går. Så smag og behag.
Lidt mere lavpraktisk synes jeg armbåndet skal skal sidde forholdsvis stramt hvis det skal måle. Ellers bliver det for nemt at skubbe rundt med ærme eller handsker, og så mister den forbindelse og data.
Det måler tilsyneladende heller ikke helt så nøjagtigt på træningspuls som man måske kunne ønske. Det er altså ikke en erstatning for et rigtigt pulsur med målebælte om brystet. Basis er mere et livsstils-produkt end til hardcore træning. Ideen er at man får større indsigt i sin hverdag, snarere end at tweake sin træning med interval-løb og den slags.
Jeg har også oplevet en enkelt decideret fejl-analyse. Lørdag loggede Basis over 12 timers søvn, og det er ganske enkelt ikke korrekt.
Det kan godt været at jeg lå og splattede i sofaen og så Jaws eller hvad det nu var, men jeg sov ikke ikke mere end 7-8 timer den nat. Det er problemet med søvntracking som har bevægelses-analyse (og puls) som en primær faktor, sammenlignet med hjernebølger.
I skrivende stund er det ikke meldt ud hvornår næste læs Basis sættes til salg, og indtil videre kræver det stadig lidt fifleri overhovedet at købe det hvis man ikke bor i USA.
Men skulle man komme i nærheden af det, har jeg ingen problemer med at anbefale Basis hvis man er selvtracker eller gerne vil igang.
Et udvalg af store og små ting fra nyligt overstået Japan-tur - med fokus på Tokyo, den by de fleste nok havner i derovre…
Nogle af tingene er selvoplevede, andre kommer fra de sociale netværk.
Generelt
Forår eller efterår er nok bedst til Tokyo-ture. Vi var der denne gang i august-september, og det var sgu varmt. Sidste var jeg der i april-maj, og det var ganske behageligt (og så var der blomstrende kirsebærtræer).
På hotellerne får man ofte først lov at tjekke ind relativt sent - ved 14-15-tiden, og ofte er morgenmad tilvalg. Men afhængig af smag og gemyt kan man jo også bare daske ud i byen og finde et sted at spise.
Nåja, og så skal man jo på forhånd indstille sig på små værelser og ikke mindst meget små badeværelser…
Læs i øvrigt de mange guides, fx Wikitravel og Japan-guide for tips om kontanter, transport, skraldespande (der er næsten ingen!), høflighed, etc. etc.
Shinjuku
Det lader til at stedet man bor er i området ved Shinjuku-stationen, som er proppet med hoteller. Dér har jeg boet to gange, og kender flere som også er havnet dér.
Det smarte ved dét er, at Shinjuku er et knudepunkt for både tog og metro, og området omkring stationen er fyldt med butikker, restauranter og barer. Stationen er i øvrigt en af verdens travleste, og en oplevelse af sig selv!
Vest for stationen ligger bla en mini-udgave af Akihabara - Electric City - som har både elektronikforretninger, kiosker, restauranter og barer og kan fungere som en slags komprimeret introduktion til resten af byen.
Øst og nordøst for stationen ligger både stormagasiner, butikker og restauranter af enhver slags (bla et strøg med tysk-inspirerede ølhaller!).
Besøg fx kælderetagerne i Keio-stormagasinet for et indtryk af japanernes forfinede madpræsentation. En slags svar på Berlins KaDeWe.
Restauranter
En ting at være opmærksom på er at rigtig mange restauranter ligger oppe (eller nede) i bygningerne, så man skal bruge trapper eller elevator. Det kræver også at man tager nogle chancer en gang imellem - og måske er parat til at skride igen, trods personalets insisterende venlighed oppe på 6. sal…
Hvad angår restauranter må man jo generelt prøve sig frem. Vi åd selvfølgelig en djævelsk masse sushi, og oplevede aldrig noget som var substandard. Noget var bedre end andet, men det var aldrig dårligt. Selv ikke når vi et par gange købte i supermarkeder og spiste i parker.
Vi blev særligt forelskede i restauranter med izakaya-køkken, en slags japansk tapas, hvor man bestiller en masse småretter - pickles, sticks, sashimi og meget mere. Kæden Watamin-chi findes mange steder og i mange byer, og er et godt sted at prøve.
For whisky-interesserede med penge på lommen besøgte vi Zoetrope Shot Bar der har specialiseret sig i et kolossalt udvalg af japanske whiskyer, og som i øvrigt viser film og video af enhver slags på stort lærred på bagvæggen.
Sightseeing
Lige i nærheden ligger byens kommunale administrationsbygning - Tokyo Metropolitan Government Office - hvilket umiddelbart lyder søvndyssende, men da skyskraberen har en gratis udsigtsplatform på 45. etage er det et oplagt sted at begynde hvis man vil have et indtryk af Tokyos størrelse.
Overvej i øvrigt at besøge platformen både ved dagslys og om aftenen (den lukker kl 23 med sidste elevatortur kl 22.30).
Når man skal ud i byen er det jo altid godt at gå - også så man får set byen bag ved hovedstrøg og stationer. Det giver et indtryk af byens mangfoldighed når man på 3 minutter pludselig befinder sig i en lille snoet gade, hvor der på utroligt lidt plads både er villaer, haver, parkering, skoler, kiosker og ikke mindst kolossale mængder af kabler og ledninger spændt ud mellem bygningerne.
Ellers er et Suica-kort - kontaktløs betaling af metro og tog - nok den bedste vej frem. I Tokyo er metronet og tog ret godt skiltet også på engelsk, og alle stationer på linjerne er farvekodet og nummereret.
Man finder en automat hvor man kan købe selve kortet og fylde penge på, og så er det ellers bare at swipe ind og ud når man går mod perroner og spor. Vi fandt automater ved Shinjukus sydlige indgang, men der er givetvis mange andre.
Suicakortet kan også bruges i mange automater og kiosker, og der kan fyldes penge på løbende. Man betaler ca 40 kr i depositum for kortet, som vistnok betales tilbage hvis man finder et sted at aflevere kortet igen. Det nåede vi dog aldrig.
Vi brugte som sagt meget tid på bare at gå omkring og kigge, men af deciderede udflugtsmål kom vi omkring:
Edo-Tokyo City Museum - et rigtig fint sted med god historisk introduktion til byen fra ca 1600 til idag. Også mange engelske forklaringer og superflotte modeller af gamle borge og så videre.
Vi var forbi kejserpaladset men kunne ikke komme ind, og måtte nøjes med synet af broen foran porten.
Akihabara - Electric City er et besøg værd. Tonsvis af elektronikforretninger, spillehaller, restauranter og mærkelige etablissementer for folk med hang til småpiger i uniform…
Fiskeauktionen er et ofte anbefalet turistmål - men for tiden kræves der online tilmelding hvis man vil være sikker på plads. De har simpelthen været oversvømmet af besøgende.
Fra Tilde kommer følgende beskrivelse:
Slå et smut forbi Tsukiji (udtales skiji) - Tokyos fiskemarked. Tag en taxa derhen meget meget tidligt om morgenen (vi snakker 3-4-5- stykker) for at overvære fiskeauktionen, betragte alle de mærkelige skabninger, fiskerne har hevet op af havet, og spise morgenmad på en af de små sushibarer i udkanten af området. Vælg en af dem, hvor fiskerne sidder i waders og gummistøvler - de ved, hvad kvalitetssushi er, så det er værd at spise samme sted som dem. Der ligger også en sushibar i området, der er blevet udnævnt til at være verdens bedste. Drop den - der er flere timers kø og fyldt med turister.
Tosser som vi var lykkedes det os aldrig at få et ordentlig besøg på Tsukiji - til gengæld var vi forbi søndag formiddag, hvor der sker så godt som ingenting… Næste gang!
I nærheden ligger den fine park Hamarikyu - en slags Dyrehaven for Shogun og kejserfamilie, med te-hus, jagthytter og blomsterenge. Fint placeret midt imellem alle højhusene ved havnen.
Yoyogi-parken er blevet et turisthelvede hvor alle kommer for at se de udklædte, optrædende tosser. Var kedeligt og proppet, synes vi.
Kaminarimon Gate i Asakusa er indgang til et markedområde med masser af små boder og butikker. Turistet, men egentlig ganske hyggeligt.
Tur igennem Ginza og Shibuya - masser af luksusshopping, som dog jo kun er rigtig interessant hvis man er til shopping og har penge med…
Ting vi gerne ville have prøvet, men vi var ikke heldige med datoerne:
Sumobrydning og baseball i Tokyo Dome. Skulle været ret fantastiske oplevelser.
Jeg ville også gerne have dyrket den japanske kaffekultur noget mere - de går især meget op i gourmet-filterkaffe(!), men desværre var mange af stederne fuldstændigt tilrøgede, og det kunne vores sensible systemer ikke rigtig klare. Så det blev til en del amerikansk inspirerede ting på kæder som Doutor og Tully’s (og Starbucks når der ikke var andet).
Fra Morten kommer denne samling af tips - et par musts for Tokyo, skriver han:
Spise japanske mad pandekager på en vakkelvoren kutter om aftenen i kanalerne (byen ligner noget fra Blade Runner om aftenen set fra vandet).
Se de utallige store parker og specielt Yoyogi om aftenen op mod en weekend
Se et NOH teater stykke (virkelig fedt!) og man kan finde steder med et kasai (er det ikke det det hedder sokatsu?) måltid samtidig med - måltidet er røv dyrt (gourmet priser) men oplevelsen (og maden) er det værd.
Leje sig ind i flere timer i en karaoke-kabine med nogle japanere - bare spørg dem udenfor om i må joine - de vil helt sikkert gerne have nogle gaijin med og det bliver en sjov oplevelse for jer.
Spis burgere på MOS burger
Husk at RAMEN-nudler godt kan spises morgen middag og aften, specielt hvis man ender lidt vissen kl 2 om natten i en underlig del af byen.
Links
Data-trafik for den moderne rejsende - findes flere muligheder, vi valgte Global og deres Pocket Wifi. Fungerede fuldstændig upåklageligt.
Kort er ret essentielle. Cartographer (til iPhone) kan hente Google Maps (hvis man bruger den slags til planlægning) og downloade offline-kort fra Open Street Maps - og GPS’en kan bruges uden data, og så har man pludselig noget bedre chance for at finde omkring, selv uden netforbindelse. Everplaces er også et alternativ.
Vi forsøgte os et par gange - med held - med oversættelse via Google Translate-app. Ret få japanerne kan tale eller forstå engelsk (selvom de efter sigende er bedre til skriftligt engelsk).
Vi lærte de grundlæggende fraser - goddag, farvel, tak, undskyld, etc - bla via JapanesePod101 (de er dog lidt hektiske ift at få folk til at tegne abonnement). Ellers har jeg forsøgt at samle nogle af de mere anvendelig ting her.
Hyperdia er god rejseplaner for lokale og nationale tog- og metroture.
I Tokyo er Tokyo Metro Subway-app fino til planlægning af ture.
En samling af japanske ord og fraser - og et par tips til høflig opførsel - som jeg samlede inden vores tur. De er planket fra 8-10 forskellige steder, og jeg beklager meget ikke at kunne udrede de oprindelige ophavsmænd og -kvinder. Anyway.
REJSEORD
pasupōto (pah-soo-pohh-toh) (passport)
sūtsukēsu (sooo-tsoo-kehh-soo) (suitcase)
bakkupakku (backpack)
chiketto (chee-keht-toh) (ticket)
yoyaku (yoh-yah-koo) (reservation)
eki (train station)
densha (train)
kūkō (airport)
basu (bus)
kuruma (car)
chikatetsu (subway)
takushī (taxi)
Chiketto o yoyaku shitai n-desu ga (she-tie-een-des-gah). (I would like to reserve a ticket.)
Tōkyō made no chiketto o ni-mai onegaishimasu. (I would like to purchase two tickets to Tokyo.)
Chiketto wa ikura desu ka. (How much does the ticket cost?)
kagi (key)
beddo (bed)
rūmu (room)
hoteru (hotel)
HILSEORD
Konnichiwa (Hi; Good afternoon.)
Ohayō gozaimasu/ Ohayō (Good morning [formal/informal])
Konbanwa (Good evening)
Say Ohayō gozaimasu to your superior instead of Ohayō. And don’t forget to bow when you greet him.
Genki desu ka (How are you?, Are you well?)
Hajimemashite. (How do you do?)
O-genki desu ka. (How are you? [formal])
Genki? (How are you? [informal])
Hai, genki desu. (Yes, I’m fine.)
Ē, māmā desu. (Well, so-so.)
Hai, watashi mo genki desu. (Yes, I’m fine, too.)
Mata ashita. (See you tomorrow.)
Sayōnara. (Goodbye.)
Oyasumi nasai. (Good night.)
Say Shitsurei shimasu when you’re parting from your superior. It literal means is “I will be rude,” but the general idea is to say “Excuse my rudeness of leaving you.”
BASALE ORD (HØFLIGHED)
Hai. (yes)
Īe. (no; Oh, it’s nothing.)
Dōzo. (please)
Arigatō. (Thanks [informal])
Dōmo arigatō gozaimasu. (Thank you very much.)
Dō itashimashite. (You’re welcome.)
Tabun. (Maybe.)
Īe, ii desu. (No, thank you.)
Gomennasai. (Sorry!)
Sumimasen. (I’m sorry.)
Chotto sumimasen. (Excuse me.)
Chotto literally means “a little,” but it’s used to soften the expression in Chotto sumimasen.
Mochiron. (of course)
Ā, sō desu ka. (Oh, I see.)
FORSTÅELSE OG HJÆLP
Nihongo ga wakarimasen. (I don’t understand Japanese.)
Yukkuri onegai shimasu. (Slowly, please.)
Chotto tasukete kudasai. (Help me, please.)
Eigo ga wakarimasu ka. (Do you understand English?)
Chotto wakarimasen. (I don’t know.)
Wakarimasen can mean either “I don’t know” or “I don’t understand.” When you mean I don’t know, add chotto to soften it.
Daijōbu desu ka. (Are you all right?)
Hai, daijōbu desu. (Yes, I’m all right.)
There is supposed to be a package for me, please? 私のためにパッケージがあるようになっている、してください？
SPØRGSMÅL
How do you ask basic questions in Japanese? Well, Japanese interrogative words mean the same as they do for English: who, what, when, where, why, and how. By knowing basic Japanese interrogatives, you’ll be able to express your questions, even without an extensive vocabulary.
For example, say you’re at a street market and you want find a shirt that you like. You could ask the vendor “Kono shatsu wa ikura desu ka?” (“How much is this shirt?”). But if you don’t know enough vocabulary, you can simply point to the shirt and say “Ikura?” and the seller will understand that you want to know the price.
Dare (dah-reh) (Who)
Nani (nah-nee) (What)
Itsu (ee-tsoo) (When)
Doko (doh-koh) (Where)
Dôshite (dohh-shee-tay) (Why)
Dô (dohh) (How)
Ikaga (ee-kah-gah) (How) Polite form.
Ikura (ee-koo-rah) (How much? How many?)
Dore (doh-reh) (Which one?)
In Japanese, all questions Japanese end in the particle ka. Here’s a look at some different ways to put these question words into a variety useful phrases.
Ano hito wa dare desu ka. (Who is that person over there?)
Kore wa nan desu ka. (What is this?)
Are wa nan desu ka. (What is that over there?)
Are wa Fujisan desu ka. (Is that Mount Fuji?)
O-namae wa nan desu ka. (What is your name?)
Otearai wa doko desu ka. (Where is the restroom?)
Dochira kara kimashita ka. (Where are you from?)
Tanjôbi wa itsu desu ka. (When is your birthday?)
Itsu ikimasu ka. (When will you go [there]?)
Nan-ji ni shimarimasu ka. (What time do you close?)
Densha wa nan-ji nidemasu ka. (At what time does the train leave?)
Chekkuauto wa nan-ji desu ka. (When is checkout time?)
Kore wa ikura desu ka. (How much is this?)
SPISE OG MAD
When you go to a restaurant in Japan, your ueitā [M]/ueitoresu [F] (waiter/waitress) will give you a menyuu (menu) and ask you what you’d like to order by saying Go-chūmon wa. To order something, say Name of item o onegaishimasu (I would like the Name of item, please). The following list might help.
niku (nee-koo) (meat)
butaniku (boo-tah-nee-koo) (pork)
gyūniku (gyooo-nee-koo) (beef)
ringo (reen-goh) (apple)
sarada (sah-rah-dah) (salad)
toriniku (toh-ree-nee-koo) (chicken)
sakana (sah-kah-nah) (fish)
tamago (tah-mah-goh) (eggs)
yasai (yah-sah-ee) (vegetables)
kudamono (koo-dah-moh-noh) (fruit)
dezāto (deh-zahh-toh) (dessert)
gohan (goh-hahn) (cooked rice)
aisu kurīmu (ah-ee-soo koo-reee-moo) (ice cream)
chīzu (cheee-zoo) (cheese)
sūpu (sooo-poo) (soup)
pan (pahn) (bread)
bīru (beee-roo) (beer)
kōhī (kohh-heee) (coffee)
jūsu (jooo-soo) (juice
gyūnyū (gyooo-nyooo) (milk)
o-cha (oh-chah) (tea)
wain (wah-een) (wine)
mizu (mee-zoo) (water)
o-kanjō (oh-kan-jooo) (check)
chippu (cheep-poo) (tip)
*ryōshūsho (ryohh-shooo-shoh) (receipt)
Sukiyaki o onegaishimasu. (I would like to have sukiyaki, please.)
O-nomimono wa. (How about a beverage?)
Bīru o onegaishimasu. (Beer, please.)
Orenji jūsu wa arimasu ka. (Do you serve orange juice?)
O-mizu o kudasai. (I would like some water, please.)
Donna yasai ryōri ga ka. (What kind of vegetables do you have?)
Donna sakana ryōri ga arimasu ka. (What kind of fish is available?)
Kyō no supesharu wa nan desu ka. (What is today’s special?)
Dōzo meshiagatte kudasai. (Please eat.)
Mō sukoshi onegaishimasu. (May I have some more?)
Kōhī ni wa miruku to satō o onegaishimasu. (I would like milk and sugar for my coffee.)
Ii desu ka. (Is it okay?)
Hai, ii desu. (Yes, it’s fine.)
Yoyaku o shitai n-desu ga. (I would like to make a reservation.)
O-kanjō onegaishimasu. (Check please.)
After eating, try to move all your dishes back to the same position they were at the start of the meal. This includes replacing the lids on dishes and putting your chopsticks on the chopstick holder or back into their paper slip.
Rice:
Hold the rice bowl in one hand and the chopsticks in the other. Lift the bowl towards your mouth while eating. Do not pour soya sauce over white, cooked rice.
Sushi:
Pour some soya sauce into the small dish provided. It is considered bad manners to waste soya sauce, so try not to pour more sauce than you will use.
You do not need to add wasabi into the soya sauce, because the sushi pieces may already contain it, or may be eaten plain. However, if you choose to add wasabi, use only a small amount so as not to offend the sushi chef. If you do not like wasabi, you can request that none is added into your sushi.
In general, you are supposed to eat a sushi piece in one bite. Attempts to separate a piece into two generally end in the destruction of the beautifully prepared sushi. Hands or chopsticks can be used to eat sushi.
Sashimi:
Pour some soya sauce into the small dish provided. Put some wasabi on the sashimi piece, but be careful not to use too much as this will overpower the taste of the fish. Dip the sashimi pieces into the soya sauce. Some types of sashimi are enjoyed with ground ginger rather than wasabi.
Miso Soup:
Drink the soup out of the bowl as if it were a cup, and fish out the solid food pieces with your chopsticks.
HJÆLP
Hittakuri ni aimashita. (I’ve been robbed.)
Keisatsu o yonde kudasai. (Please call the police.)
To ask for a doctor say isha.
To ask for a hospital say byōin.
To call for an ambulance say kyuu-kyuu desu.
To get medicine as for yakkyoku.
To ask for a nurse say kangoshi.
Once you are able to talk to the right person, you can use the following words to explain what’s wrong.
jiko (accident)
byouki (sick)
itami (pain)
zutsuu (headache)
kega (injury)
ishiki fumei (unconscious)
The following phrases might come in handy during an emergency.
Tasukete kudasai. (Please help!)
Chotto wakarimasen. (I don’t know.)
Iki ga dekimasen. (I can’t breathe.)
Byōin wa doko desu ka. (Where is a hospital?)
Kyūkyūsha o yonde kudasai. (Please call the ambulance.)
SKIKKE OG OPFØRSEL
- You will receive a small wet cloth at most Japanese restaurants. Use this to wash your hands before eating, then carefully fold it and set it aside on the table. Do not use it as a napkin, or to touch any part of your face.
- Just before digging in, whether it be a seven-course dinner or a sample at a supermarket, it’s polite to say “itadakimasu” (I will receive).
Take off your shoes at the entrance to all homes, and most businesses and hotels. Usually a rack will be provided to store your shoes, and pair of guest slippers will be sitting nearby; many Japanese bring a pair of indoor slippers just in case, though.
Never wear slippers when you need to step onto a tatami mat (used in most Japanese homes and hotels; the standard unit of measurement for area even today), and be careful to remove the toilet slippers waiting for you in the bathroom.
Japanese like bathing in (very) hot water (40 to 50 degrees celsius). If it is too hot for you, you can add a bit of cold water, but not as much as it becomes tepid, or the next person won’t appreciate it.
In public baths, do not mistake men and women’s changing rooms, as it is extremely impolite, even if you really mistook. The men’s room are usually on the left, and normally has a blue curtain with “otoko” (男) or dono-sama (殿様) written on it. The women’s room is usually on the right, with a red curtain reading “onna” (女). If you are not sure, ask !
Absolutely avoid bathing suits in public baths, as this could create incidents with Japanese customers and you could end up expelled from the premises.
Tattoos are banned in most public baths. If you have one, you should consult the staff at reception beforehand to avoid causing trouble.
Although the situation has improved considerably in recent decades, toilet paper is not always provided in public washrooms. Therefore, it is recommended to carry a small package of tissues. Similarly, because paper towels or dryers are not always provided, it is recommended to carry a handkerchief.
When using the washroom in a private home, minshuku or ryokan, you will often find toilet slippers for exclusive use inside the washroom. Leave your usual slippers outside the washroom, and do not forget to change back into them, afterwards, to avoid an often committed cultural faux pas.
Blowing your nose in public, and especially at the table, is considered bad manners.
iPhone - og de andre smartphones - er efterhånden tæt på at være mobile produktionsplatforme, med både optage- og redigerings-apps i ret høj kvalitet.
Til gengæld har vi aldrig rigtig fundet en lille, mobil mikrofon, der kunne gøre iPhone’n til ægte reportergrej til de situationer hvor vi ikke har den semi-professionelle Sony PCM-D50 med i tasken.
Der findes jo andre små optagere - @kristianselch på Twitter foreslog bla. Zoom H1 - men der ligger noget klar convenience i at optage på mobilen med direkte upload fx til Soundcloud.
Mobile mini-mikrofoner
Vi har haft fat i en Blue Mikey (som var ok, uden at være fantastisk, men som ikke virker til 4S), og for nylig i Tascam IM2 der dog skuffede ret meget. Dårlig brugeroplevelse, plastikagtig konstruktion og tynd lyd, især prisen på over 700 kroner taget i betragtning.
Forleden kom jeg så til at gribe i lommen da jeg lagde vejen forbi en musikbutik, og købte både iRig Mic Cast til 199,- og en MicW i266 til 899,-, ganske enkelt for at kunne lave en sammenlignende test.
Test-optagelser
Jeg har lavet en del optagelser i weekenden, med forskellige apps, i forskellige situationer, med forskellige indstillinger, og har gjort mig mine egne overvejelser.
Men det er jo altid sjovt at høre hvad andre mener, og derfor har jeg lagt tre testoptagelser på SoundCloud - hvor jeg sammenligner de to med iPhonens indbyggede mikrofon - og bedt folk på Twitter om feedback.
Har du ikke allerede lyttet kan du høre optagelserne med de tre mikrofoner her:
På optagelserne afslører jeg jo ikke, hvilken rækkefølge mikrofonerne er anvendt - men dén afsløring kommer snart - lige efter resultaterne af afstemningen:
Som man kan se, er der et par stykker som har stemt på to optagelser (der er sammenlagt 104% deltagelse), men ellers er det åbenlyst at optagelse 1 og 2 kæmper om førstepladsen, mens den tredje mikrofon er langt bagefter.
Nu er det jo nok vigtigt at pointere, at det ikke er nogen videnskabelig test, og der kan være stor forskel på om man har lyttet på højttalere eller hovedtelefoner, etc. etc. - men det er jo også kun vejledende…
Resultater
Hvorom alting er, så blev resultatet at vinderen er den lille, billige iRig Mic Cast (optagelse 2), med iPhonens indbyggede mikrofon på en tæt andenplads (optagelse 1). Den forholdsvis dyre i266 blev en klar taber (optagelse 3).
Hvis man tager med i betragtning, at ideen netop er en lille, billig backup-mikrofon til uventede interviews eller hurtige optagelser (som fx Harddiskens lyddagbøger fra San Francisco), så er det jo godt nok.
Omvendt er det lidt ærgerligt, at den solide i266, som unægteligt er noget bedre bygget end iRig’en, ikke lyder bedre - den kommer oven i købet i et sæt med forlængerkabler, splitterkabler, skjorte-clip og bordstander (til 1099,- i alt), og ville være noget mere fleksibel at bruge i hverdagen…
På den anden side - hvis man alligevel skal slæbe så meget med, så er man nok i en situation hvor man nok alligevel har sin store, proffe optager med.
Jeg skal snart med @funzafunza på Harddiskens Road Radio Tour 2012 til Silicon Valley, og har i den forbindelse ledt efter bøger - både romaner og faglitteratur - om stedet.
En lille times futten omkring på nettet her søndag formiddag har ført til følgende, som måske kan tjene andre som inspiration også.
To noter:
1) Jeg har kun Kindlebøger på listen indtil videre, fordi det er det nemmeste at tage med derover…
2) Har man andre forslag (også evt til lange artikler), så er man sæføli mere end velkommen til at skrive.
Den absolut oplagte, når nu det er en Harddisken-tur:
Hard Drive! (som jeg lige er gået igang med).
Dot Dead
The New New Thing
Cloud Crash
Founders at Work
The PayPal Wars
Vulture Capital
Og så er der jo klassikeren Microserfs, som man godt kunne genlæse selvom den har nogle år på bagen…
EDIT: A History of Silicon Valley ser også pplagt ud.
Dansk QS netværk meet up 14. juni
I forlængelse af DDC’s gå-hjem-møde i juni forsøger vi at samle danske selv-målere/autometrikere/QS’ere til en slags uformel lancering af en københavnsk QS-gruppe.
Fra 17-19 (ca) den 14. juni mødes vi i Dansk Design Center på H.C. Andersens Boulevard for at forælle om vores projekter, ideer og erfaringer - og for at finde ud af om der er interesse for flere møder, seminarer, workshops, etc.
Så kom og mød nye mennesker, hør om deres projekter, og fortæl meget gerne om dine egne QS projekter og få ideer til det næste.
Fortæl om DIN selvtracking
Alle interesserede får 5-10 min til at fortælle om deres QS projekter efter opskriften:
1. Hvad går projektet ud på?
2. Hvordan gør du?
3. Hvad har du lært?
For mere baggrund og inspiration kan man besøge Quantified Self.
Nyt netværk?
Samtidig laver vi en netværksopsamling, for at få overblik over danske QS projekter og personer mhp. at skabe en dansk QS forening. Så husk dit visitkort!
Tilmelding ikke påkrævet, men det ville hjælpe de praktiske forberedelser, hvis vi kender ca. deltagerantal. Så send gerne mail, hvis du forventer at dukke op.
Praktisk
Indtil videre er der ingen formel kommando-struktur, så man er velkommen til at skrive til mig her på bloggen.
Alternativt er det indtil videre Mikkel, der har stået for de praktiske aftaler.
Mikkel Holm Sørensen
M: 40222991
E: mikkel@kl7.dk
Snart hjemme igen… http://instagr.am/p/Ju2nlkO3C2/
