Debatkultur - eller mangel på samme
Bare lige en kort blog-bøvs med lidt almindeligt brok over andre mennesker.
Som…en eller anden…muligvis skrev: “Når alt hvad I siger og gør nu irriterer mig sådan, hvorfor gør I det så?”
Her på det seneste er jeg flere gange blevet opmærksom på, hvor dårlige vi egentlig er til dialog, debat og konstruktiv samtale - ikke mindst på nettet, hvor det afgjort er nemmere at fyre de skråsikre bemærkninger afsted og hvor den begrænsede plads fx på Twitter nok er medvirkende årsag til de unuancerede kommentarer.
Det begyndte da jeg erklærede mig som tvivler i forbindelse med det nylige Folketingsvalg.
Istedet for en række kommentarer fra de kloge hoveder i mit netværk - sådan som jeg naivt havde håbet - fik jeg en spandfuld mere eller mindre velformulerede variationer over temaet ‘stem-det-samme-som-mig-ellers-er-du-dum’ i hovedet.
Er det bare mig, eller ville det være noget mere konstruktivt med input i retning af ‘her-er-hvad-jeg-stemmer-på-og-det-gør-jeg-fordi…’?
På den måde ville man lægge op til debat og dialog, der måske oven i købet kunne gøre os begge klogere - og man ville også vise mig den respekt i hvert fald at lade som om at man tror at jeg kan tænke selv (på trods af min tvivl i forbindelse med valget).
Det samme skete for nylig, da jeg kom for skade igen at antyde, at virkeligheden er kompliceret og at der heller ikke når det gælder køb af ny mobil er nogle enkle løsninger.
“Køb en iPhone/Android, din idiot, iPhone/Android er for spassere” lod til at være den generelle tone, uanset om personen i den anden ende så var til iOS eller Googlo-foner.
Undskyld, bad jeg om at blive dikteret hvad jeg skal gøre?
Eller tror du jeg indbød dig til at fortælle mig hvorfor du foretrækker det, som du har valgt?
Så jeg selv kan blive klogere og gøre mig mine egne overvejelser - og træffe mit eget valg?
