Vandretur i højlandet
For forholdsvis nylig vendte vi hjem fra vandreferie i Skotland - og det var en fantastisk tur.
Derfor bliver jeg lige nødt til at dele tippet med andre - også selvom det så godt som ingenting har med tech at gøre. Faktisk var vi uden mobil- endsige net-forbindelse på store dele af turen. Skræmmende.
Ikke desto mindre var det altså en af de bedste ferieture nogensinde. Kombinationen af at bruge sin krop, se en masse utroligt forskelligartet natur og møde en perlerække af venlige mennesker er en indbydende modvægt til alle storbyferierne (som de naturligvis ikke skal kimses af!)
Turen var det 30 år gamle system af stier der kendes som West Highland Way, og som løber fra Glasgow’s forstæder op til Fort William. På vejen kommer man igennem skove, over bjerge og heder, og ikke mindst et langt stykke ad Loch Lomond’s kyst.
Turen kan gøres på 5-6 dage hvis man er hardcore, men vi valgte at bruge 8 - så er den lidt mere overkommelig. Vi valgte også at bo på B&B’s og små hoteller istedet for at slæbe telt med. Lidt luksusmenneske er man jo.
Under alle omstændigheder er turen udfordrende og varieret uden at blive alt for hård, og man har hele tiden overskud til at nyde omgivelserne, selv når man har vadet afsted i 5-6-7 timer på de lange dage.
Det kan afgjort anbefales…
PS. Det er et kæmpe must at besøge Glengoyne-destilleriet på vandreturens første dag. Husk penge til butikken. Ouch.
PPS. Flere billeder på Skotland 2010 - udvalg