QikReview: Zero History, by William Gibson
På min nylige vandretur medbragte jeg - blandt meget andet - William Gibson’s nyeste roman, Zero History, på Kindlen.
Som nogle vil vide er jeg gammel Gibson-fan, og har læst og genlæst Neuromancer-trilogien adskillige gange. *)
Jeg er tosset med Gibson’s evne til at fange teknologiske, samfundsmæssige og kulturelle trends, men først og fremmest nyder jeg hans sprog.
Det er ren poesi, og bøgerne er propfulde af sætninger man kan læse højt, igen og igen.
Anyway, jeg anskaffede naturligvis Zero History så hurtigt jeg kunne, ligesom jeg har købt og slugt hver eneste Gibson-bog igennem årene.
Den gode nyhed: sprogligt er Will G. stadig i god form.
Den mindre gode nyhed: indholdet halter.
Det er jo ikke fordi manden ikke kan spinde et plot eller væve gadgets, kunst og samfund sammen i en sært dragende blanding.
Som i de foregående par bøger handler det om coolhunting i nutiden, og jeg må indrømme at jeg har svært ved at holde dampen oppe, når det istedet for AI, virtuelle verdener og augmented reality handler om cowboybukser og skræddere med hemmelige identiteter…
Og jojo, der er nogle gode pointer i den gamle traver med at fremtiden allerede er her, bare ulige fordelt, og at ting som iPhones og mini-koptere smager ganske meget af scifi i sig selv, men come on.
Det var sjovt til at begynde med, men nu må du gerne holde op og tage en ny chance, tak.
Gør fx som min anden store helt, Neal Stephenson, og skriv en historisk roman (eller trilogi) eller opfind en helt anden verden.
Så skal jeg nok læse den næste bog osse.
*) Jeg har i øvrigt som sand amatør-tosse præsteret et maleri der inkluderer den første linje fra netop Neuromancer: “The sky above the port was the color of television, tuned to a dead channel.”
