A TEXT POST

Backup-spillet, igen-igen

Jeg vender jævnligt tilbage til overvejelser om mine data og hvad der dog skal blive af dem.

Skal de ligge på en computer? På et netværksdrev? I skyen? Og skal alting absolut spejles altid og være tilgængeligt allevegne fra?

Det er næsten eksistentielle overvejelser for en paranoid, lettere ordensfascistisk nærigrøv som undertegnede.

Dagens setup

Det er ikke fordi der sket så forfærdelig meget siden sidst jeg brugte (for meget) tid på at tænke over backup-/sync-/delings-strategier, men alligevel.

Grundlæggende er setuppet dette:

Jeg har en Mac med 160GB harddisk. Dér er langt fra plads til alle mine data - billeder, musik, videoer, diverse dokumenter - og de gør heller ikke nødvendigvis meget nytte der. Og så er der jo risikoen for at disken står af.

Derfor tager jeg med ChronoSync ugentlige backups af diverse mapper på Mac’en og lægger dem på mit Qnap NAS-drev.

Qnap’en - en 209 med 2-3 år på bagen - har 2 stk 500GB drev i RAID, og huser udover Mac-backuppen også al min musik og mine vidoer og billeder, som bliver streamet til Squeezebox, PS3 og Xbox 360 andre steder i huset.

Umiddelbart ville det jo være snedigt at kunne tage cloud-backup af NAS-drevet, men før det første har jeg ikke fundet en sync-tjeneste der kan håndtere netværksdrev, for det andet ville knap 400GB blive pænt dyrt…

Derfor tager jeg kvartalsvise backups på ganske almindelig ekstern USB-disk og smider den i bankboksen.

Dropbox på banen

Men forleden krøb jeg til korset og opgraderede min gratis Dropbox-konto på 2,25GB til 50GB, blandt andet for at kunne gemme og arbejde i lydredigeringsprojekter både på arbejds-pc’en og på Mac’en herhjemme, uden hele tiden at skulle fifle med memorysticks.

Og nu kan jeg jo ligeså godt udnytte kapaciteten - så planen er at smide alle daglig-dokumenter - incl. downloadede filer, video-optagelser, etc. - i Dropbox-mappen og bruge den som primært gemmested.

Så har jeg nemlig adgang til alting allevegne fra, stort set - og det betyder vel egentlig også, at jeg kan sætte Chronosync på pause?

Hvis alle mine “gamle” data allerede er kopieret til NAS en gang for alle, og jeg har aktuelle arbejdsmapper i Dropbox, så burde der vel være rimeligt styr på tingene…?

Billeder hos Google?

Da jeg nu havde gang i overvejelserne spekulerede jeg på om jeg kunne (eller skulle?) lægge alle fotos i Picasaweb (Google har forholdsvis billig lagerplads, men til gengæld ingen automatiseret backup og kun et meget skrabet sæt funktioner i øvrigt).

Jeg tror dog foreløbig at jeg lader dem blive på NAS’en (og den lejlighedsvise backup til ekstern harddisk) - jeg har webadgang til NAS’en, og skal jeg bruge et billede kan jeg sagtens hente det den vej igennem, selvom det er langsomt og ikke så elegant som at bruge Picasa’s online-album.

Det er dog stadig til overvejelse - man kan nemlig få 80GB hos Google til ca 10-15 kroner om måneden som så også kan bruges til andre dokumenter og filer.

Her er det dog at jeg tænker, om det er nødvendigt? Jeg skal alligevel have billederne liggende på NAS-drevet for at kunne se dem på mit tv (hvad vi gør jævnligt), så hvorfor bruge penge på også at have dem på Picasa?

Og jeg har jo allerede Dropbox til mine andre dokumenter og filer…

Hvad vil være bedst?

Jeg tænker også på hvad ønske-scenariet ville være?

At gemme alting - dokumenter, billeder, musik, video, etc - i skyen? Det kommer nok ikke lige til at ske imorgen…

Uanset hvad kan jeg mærke, at det som grundlæggende irriterer mig er, at man ikke bare kan lave én, ren og ligetil løsning, og at der næsten uanset hvad jeg prøver altid er lidt smårod i mappenavne, i hvad der er kopieret og syncet hvorhen og så videre.

Det er sikkert sådan lidt småautistisk, men hey. For Det Sociale Netværk har vi alle en snert af noget Asberger…