Trykfølsom klemmeboks - fuld af musik
Jeg har lige købt en Squeezebox Touch (SBT) som erstatning for en SB Duet jeg har haft et par år (som igen var erstatning for en SB3).
Og jeg er glad, omend der også er et par forbehold som skal med i regnskabet - hvilket vi vender tilbage til.
Men den korte version: den lyder godt og er nem at betjene, men giver også adgang til en masse mere eller mindre frivilligt nørderi, hvis man skulle have lyst til det.
Forhistorien
Duet’en købte jeg fordi ideen om en remote med indbygget skærm på det tidspunkt virkede som en god løsning.
Samtidig fik jeg en ekstern DAC (digital-analog converter) med i handelen, som sammen med Duet’en lød rigtig godt, meget bedre end den gamle SB3.
Imidlertid har det vist sig, at ideen om en skærm-remote ikke rigtig passer mig. jeg vil fx gerne kunne løfte blikket og se hvad der spiller, uden at skille have fat i remoten og aktivere skærmen.
Samtidig æder remoten relativt meget batteri, og den skal som regel stå i opladeren og kan ikke bare ligge klar på sofabordet.
Det har også virket som om Duet’en havde flere bugs end den Squeezebox Boom jeg har i køkkenet, og flere end min gamle SB3.
Et fjerde og nok så vigtigt argument for at opgradere var dog, at Spotify har frigivet en beta-app til SB Touch’en - og ideen om adgang til 8-10 mio numre i rigtig pæn kvalitet strømmende ud via anlægget i stuen var for fristende…
Endelig lød rygterne også, at Touch’ens indbyggede DAC skulle være bedre end Duet’ens, og at den måske kunne gøre den eksterne DAC overflødig.
(Okay, jeg kan mærke det bliver den lange version af historien - smut hellere ud og lav en kop kaffe hvis du planlægger at følge med hele vejen).
Basalt om Squeezebox’en
Squeezeboxen er jo en dims der streamer musikken trådløst fra en harddisk ind i min forstærker og ud på de store højttalere i stuen.
Musikken ligger på min Qnap NAS, mest som FLAC-filer (fuld cd-kvalitet), men med nogle håndfulde 320 Kbps-mp3’er imellem (typisk nogle jeg har købt på 7digital eller andre webbutikker).
I princippet kan det jo også sagtens være musik der ligger på en almindelig computer - det eneste krav er sådan set, at man installerer en Squeeze-server software, som katalogiserer musikken og laver kontakt til den fysiske afspiller, altså Duet, Touch, etc.
Fordelen er selvfølgelig at alting ligger klar, og at jeg kan spille musikken både i stuen og på SB Boom’en i køkkenet - og oven i købet synkronisere de to apparater (selvom det nu ikke er noget jeg bruger ofte).
Spotify og masser af andre musiktjenester
Udover de musikfiler jeg har liggende lokalt kan jeg også høre netradio (bla fra DR og BBC), podcasts og forskellige musiktjenester via mysqueezebox.com, som der også er adgang til fra boksene.
Men en af grundene til at jeg gerne ville skifte til Touch’en var altså, at der var (beta-) adgang til Spotify, som jeg har været glad premium-bruger af i nogle måneder.
Spotify har udover et kæmpe katalog et ret ok interface, god social integration, og så den fordel at musikken (i de fleste tilfælde) er tilgængelig som 320 Kbps Ogg Vorbis, som altså lyder ret anstændigt, også ud på et stort anlæg.
Faktisk findes der et Spotify-plugin til den Qnap NAS jeg har stående, men indtil videre har det været begrænset til Intel-chipset, hvor min Qnap desværre kører på ARM.
Derfor var jeg også ganske nysgerrig, da musikstreaming-tjenesten WIMP blev tilgængelig på SB-boksene - for det kunne jo sagtens være et alternativ til Spotify.
Jeg har i disse dage et gratis prøveabonnement, men selvom WIMP kom fint op at køre på Boom’en i køkkenet, så var dette et af tidspunkterne hvor Duet’en gav knuder - det kom ganske enkelt aldrig til at virke, på trods af opdateringer og roderi.
WIMP kom til gengæld op at køre på Touch’en på et øjeblik, og så kunne jeg jo sådan set bare skifte til dén, og betale de 99 kroner om måneden for et abonnement til Telenor (der står bag WIMP) og droppe Spotify, istedet for at ligge og rode med geoblokeringer og andre semi-kontroversielle procedurer (hvem sagde So ein Ding?).
Men dels synes jeg Spoti-interfacet er bedre, dels ligger musikken i (synes jeg) en anelse højere kvalitet, og dels er Spotify 10 kroner billigere om måneden.
Så Spotify skulle da prøves på den nye Touch her torsdag eftermiddag - noget der dog ikke gik helt problemfrit…
Først dukkede Spotify-appen ikke op, og jeg måtte ind på mysqueezebox.com og ændre mit land til Sverige for at få den frem.
Så loggede loggede jeg ind, gemte mine indstillinger og vendte tilbage til Touch’en, hvor app’en straks dukkede frem - incl. mine spillelister og hele balladen!
Men. Når jeg valgte et stykke musik gik alting i stå, og den kom aldrig igang med at spille.
Så tæt på og dog så langt fra…
Men så bliver man jo lidt stædig, og ved at fifle omkring fandt jeg ud af at sende Touch’en på mysqueezebox (istedet for NAS’en) via en opdatering af firmwaren, og så virkede det pludselig!
Fuld adgang til playlists, søgninger og hele kataloget - og det lyder dælme godt!
Pro et contra
Med adgang til Spotify (og WIMP) blev jo i hvert fald ét af mine ønsker opfyldt.
Men jeg er også allerede ganske ok tilfreds med den store skærm, som jeg hurtigt kan kaste blikket på og se hvad der spiller.
Jeg må dog også indrømme, at den står lige en halv meters penge for langt væk til at det er rigtig fedt at bladre igennem kataloget når jeg skal vælge noget at lytte til.
Det er simpelthen svært for mig at se hvad der står, og så flimrer teksten en anelse når den scroller, fx for at vise længere albumnavne… Måske er mine øjne bare ved at blive gamle
Som regel kan jeg dog godt afkode hvad der står på skærmen uden at se alle bogstaver tydeligt - fordi man kender sine plader og i øvrigt ved nogenlunde hvor man er henne i navigationen.
SqueezeCommander-app’en til Android (og iPeng til iPod/iPhone) er dog et godt supplement, hvor man kan styre boksene fra mobilen, med godt interface til søgninger og den slags.
Touch’en er jo - som navnet antyder - i øvrigt udstyret med trykfølsom skærm, som gjorde det noget nemmere at sætte det hele op, med hurtig indtastning af passwords, brugernavne, etc.
Til gengæld synes jeg ikke touch-navigationen er superintuitiv - dér fungerer remoten faktisk bedre. Man ER blevet lidt forvænt efter at have leget med iPhone og Android et par år…
Under alle omstændigheder er den trykfølsomme skærm jo ikke noget jeg vil bruge til hverdag, fordi den står ovre ved anlægget, og dér kan jeg altså ikke nå over at trykke på skærmen når jeg sidder i sofaen og lytter…
Så vidt jeg kan vurderer lyder SB Touch også aldeles udmærket - den er præcis, luftig og musikalsk.
Der mangler måske noget fylde i bunden, sammenlignet med Duet via ekstern DAC, men jeg kan jo snildt smide Touch’en igennem DAC’en også, skulle jeg få lyst til det.
[UPDATE: Jeg tror ikke det var fylde i bassen, der manglede. Jeg tror bare mit gamle setup var mere fluffy. De sidste par dage har jeg været supertilfreds med lyden, som er totalt klar og stram, også i de dybe registre, uden at musikken overhovedet føles kantet eller hård (please, no NSFW puns, guys…), og jeg har hevet den eksterne DAC lidt ud af loopet].
Alternativer - især Sonos
Nu findes der jo også andre muligheder derude, og jeg har især kigget nærmere på Sonos.
Der ER jo nogle - lad os kalde det udfordringer - ved Squeezebox generelt, såsom fifleri med firmwareopdateringer, apps der skal rodes med for at få alting til at virke, og den slags.
Lige nu lader det jo altså fx til, at jeg skal skifte mellem to versioner af firmware på Touch’en når jeg vil hoppe fra at høre Spotify til at lytte musikken på min egen NAS - og det er jo noget tosseri!
Alle jeg taler med siger at Sonos bare kører uden så meget ballade, og så har der jo i øvrigt været Spotify på Sonos i flere måneder…
Jeg valgte dog at snuppe en SB igen - dels fordi det var en noget mindre investering end at skulle skifte to Squeezebokse til Sonos-alternativer (jeg er neurotisk nok til ikke at ville have både SB og Sonos på samme tid) - dels af sentimentale årsager og fordi jeg kender SB ret godt i forvejen.
Men ryger der lidt ekstra på kontoen i løbet af 2011 eller 12 kunne det da godt være jeg ville overveje at skifte…
Næste skridt
Jeg er langt fra færdig med at teste Squeezebox Touch, omend jeg altså hurtigt har fået bekræftet at det var et ok valg.
Jeg skal bla. lege mere med WIMP for at se om det er et alternativ der ikke kræver så meget rod med firmware som Spotify betaen altså gør lige nu, og som måske kan tilbyde nogenlunde samme musikudvalg og (opfattet) lydkvalitet.
Jeg skal også lege mere med apps som RSS-reader, vejrudsigt, etc - på den større Touch-skærm giver den slags pludselig mere mening.
Jeg skal i weekenden lave en mere kontrolleret lytte-test mellem Touch’ens egen DAC og min eksterne Creek-DAC, og på Spotify’s Ogg vs WIMP’s AAC.
Og endelig skal jeg nok også have lagt kommandoerne fra SB-remoten ind i min Logitech Harmony universal-fjernbetjening og se om det fungerer godt nok i hverdagen.
Skulle du nu i øvrigt sidde derude med erfaringer og input til Squeezebox og/eller Spotify, så hører jeg meget gerne fra dig!
Men pleeze, ingen “hvorfor-køber-du-ikke-bare-en-Sonos/AirPlay-dims/etc” som jeg altså ikke rigtig kan bruge til noget lige nu :-)