A TEXT POST

Bog med bonus

Forleden faldt jeg over min første såkaldte Enhanced Kindle-bog, Michael Connelly’s The Reversal.

Reversal er et retssalsdrama og en krimihistorie - og dén skulle selvfølgelig prøves, nu hvor den kom med lidt ekstra flødeskum.

Også selvom den kostede 17 dollaser, eller cirka 5-7 bananer mere end Kindlebøger normalt koster…

The Reversal

Helt kort er Reversal en bog som blander persongallerier fra Connelly’s tidligere bøger, og forsvarsadvokaten Mickey Haller og politimanden Harry (Hieronymus!) Bosch deles om plottet.

Den handler om en 25 år gammel retssag, der bliver hevet frem af gemmerne og trukket igennem retssalen igen, på grund af nye beviser i sagen.

Så vidt så godt - men hvad er det så med de der ‘enhanced features’ - eller det vi her kan kalde ‘bog med bonus’?

Ekstra features

Ja, i dette tilfælde er der rale om en god blanding af forskellige elementer - video, stillbilleder, kort og så et mindre interview med Connelly.

Noget af materialet er baggrund, fx om forfatteren og hans tanker om at “blande” sine plotlinjer, andet er produceret som dele af selve plottet.

Fx er der flere små videoklip hvor politikfolk overvåger en mistænkt, der bevæger sig rundt i byen.

Det kan man så forholde sig til på et par forskellige måder.

Giver det noget?

For eksempel kan man spørge, om de bonuselementer der er en slags del af historien bibringer den noget nyt?

Desværre var jeg ikke rigtig overbevist. Det var fint med et par hoppeture rundt i et Google-kort for at se nogle af de vigtigste lokationer i historien, men jo ikke noget man ikke kunne undvære.

Og videosekvenserne hvor skuespillere agerer karakterer fra bogen i korte videosekvenser der skal ligne at de er lavet under en overvågning føltes aldeles overflødige.

Alternative muligheder

Det betyder jo ikke at den type bonusmateriale altid er lige meget - fx har Wired Magazine og Project i sine iPad-udgaver med held ofte integreret ekstramateriale som video, 3D-animationer eller tryk-og-se-mere.

Det bidrager bare ikke meget noget væsentligt ekstra i denne bog - faktisk ville det give mere mening om man fra teksten linkede til et Google-kort med de centrale lokationer plottet ind, så man kunne se på dem i sit eget tempo, istedet for at blive hevet gennem en kort video.

Det sidste brok

Og så er der lige et par tekniske detaljer…

For det første kan en Kindle jo ikke vise video, og sekvenserne vil ikke engang køre i Kindle til Mac eller på Android. Kun i Kindle på iPad’en har jeg fået det til at virke. Det er altså ikke særlig bonus-agtigt hvis man “kun” har en Kindle.

Og så et andet større irritationsmoment: noget af ekstramaterialet, heriblandt en ellers kærkommen ordforklaring med mange af de juridiske begreber, ligger til sidst i bogen.

Det betyder, at når man hopper rundt mellem forskellige læseapparater og vil synkronisere til sidst læste sted, ja så hopper den bare frem til ekstramaterialet i slutningen - og det er jo tosset, for så skal man selv huske hvor man rent faktisk var nået til inde i selve bogen…

Jeg føler med andre ord ikke at jeg har fået rigtig værdi for de ekstra dollars - ikke med The Reversal, i hvert fald.